Info om grisehytter

Er du træt og udkørt, men har svært ved at falde i søvn?

Har du brug for mere end almindelig skønhedssøvn?

Har du brug for at…

…SOVE SOM ET SVIN?

 Så ta´ på landet og sov i en grisehytte!

Her er masser af frisk luft og sjove, spændende og lærerige oplevelser.

Nok til at give dig en sund og naturlig træthedsfornemmelse. Øf!

Kom tæt på naturen og landbruget

På Fiskbæk Naturskole og Gråsten Landbrugsskole kan du kombinere en tur på landet med overnatning i det ”fri”. Her kan du nemlig overnatte i grisehytter.

Hytterne ligger på et lille grønt område midt på Landbrugsskolen, kun få meter fra Naturskolen. Her er de placeret rundt om et stort klimatelt. Både telt og hytter er egentligt tiltænkt frilandsgrise, men bare rolig. De har aldrig set skyggen af en gris, men det kan du komme til. Her er nemlig både tamdyr og ”vilddyr” og vi kan byde på masser af sjove, spændende og lærerige oplevelser i naturen og landbruget omkring Fiskbæk.

Faciliteter og muligheder

12 frilandshytter, heraf 2 høje hytter (2m). Hytterne kan rumme mellem 2 og 4 personer, alt afhængig af pladsbehov og antal overnatninger.

Hytterne ligger kun få meter fra Naturskolen, hvor der er adgang til 3 toiletter med bad, i korridoren. Herudover består naturskolen af et stort, lyst og rummeligt lokale, der kan anvendes til mange forskellige formål. Lokalet, der også rummer et hyggeligt pejsehjørne, kan efter nærmere aftale lånes i forbindelse med overnatning i hytterne.

Naturskolen og hytterne ligger midt mellem Gråsten Landbrugsskole og den hertil hørende gård. På gården er der malkekvægstald, grisestald og en mindre stald med heste.

Til landbrugsskolen hører også et godt køkken, der bespiser omkring 100 kostskoleelever. I det daglige serveres god gedigen landkost, men køkkenet spænder vidt og tilbereder gerne maden efter særlige ønsker og behov.

Overnatning i frilandshytterne kan efter ønske kombineres med nogle af naturskolens spændende, sjove og lærerige forløb, eller med oplevelser andre steder på egnen. For eksempel Danfoss Universe, Historiecenter Dybbøl Banke eller Cathrinesminde Teglværk for blot at nævne nogle få.

HUSK! – Medbring selv sovepose, lommelygte m.