Kulturlandsbyen er sammen med Gråsten Forum og andre foreninger i Gråsten området vært for og arrangør af to dage for spejderne fra Spejderlejren 2017. Henholdsvis tirsdag og fredag kommer begge dage 100 spejdere til området og der er lagt op til to aktive dage. Først sendes de ud på et løb med poster undervejs, hvor de bliver klogere på områdets natur og historie. De samles derefter i Ahlmannsparken og går op til vagtafløsningen på Gråsten slot. Når den er forbi, følges de ud til Gråsten Landbrugsskole, hvor det gode køkken derude har sørget for solide boller med pålæg. Bagefter tager kunstnere fra FFKK og dansere fra Aabenraa folkedansere over og giver dem en kunstnerisk og musisk oplevelse. Til sidst slutter dagen med et causeri over H.C.Andersen og Gråsten ved Anton Mortensen.
Vi glæder os meget til dagene og er spændte på, hvordan det kommer til at gå. Uden alle de frivillige, der stiller op og har knoklet for at få detaljerne på plads, var det aldrig gået. En stor tak til dem.